Tivoli A/S

Tivoli har leveret kultur og fornøjelser til danskere og turister siden 1843. I løbet af de mange år er der opbygget stærke bånd, så danskerne har høje forventninger til Tivolis ydelser, og til alt hvad vi foretager os. De store brandforventninger er i høj grad nøglen til Tivolis succes og alder.

Tivoli er markedsledende i Danmark og har et meget stærkt brand både i Danmark og i udlandet. Tivoli er en ordentlig og ansvarlig virksomhed med en stærk grøn profil.

Tivolis forretning hviler på fire ben: haven, kulturen, forlystelserne og spisestederne. På hvert af områderne kan Tivoli tilbyde en palette af ’produkter’, der dækker Tivoli-gæsternes meget varierede smag:

  • Haven er både Det muntre Hjørnes kulørte detaljerigdom, Nimbs elegance og Tivoli Søens romantiske charme.
  • Kulturen er både Fredagsrock, Pantomimeteatret, Tivoli-Garden og klassiske koncerter, musicals og internationale balletgæstespil. En stor del af kulturen er gratis efter entré, andet kræver billet. Noget producerer Tivoli selv, andet er eksternt produceret.
  • Forlystelserne er både Dyrekarrusellen, Dæmonen og Ballongyngen, men også tombolaer, skydebaner og enarmede tyveknægte.
  • Spisestederne er både ølsalg, popcorn og isvafler, rejemadder, pizza og gourmetmåltider.

Kvalitet er fælles for alle Tivolis ’produkter’, hvad enten de er brede eller smalle med hensyn til målgruppe.

Tivoli er registreret på Nasdaq OMX Copenhagen (Fondsbørsen). Ca. 19.000 af aktionærerne er private borgere, som i høj grad ejer aktien pga. loyalitet over for Tivoli. Aktiemajoriteten ejes af Skandinavisk Holding A/S og Chr. Augustinus Fabrikker Aktieselskab, der som professionelle investorer både er optagede af Tivolis indtjening og af det højt profilerede brand.

TIVOLI